Globale Seniorer

Studietur Eisenach

En gruppe på 11 Globale Seniorer besøgte Eisenach i perioden 10-15 oktober 2021.

Eisenach har ca 42.000 indbyggere og ligger i Thüringen i det østlige Tyskland. Besøget fandt sted efter kanslervalget den 26.9.21. Traditionelt er der ca. 25% i Thüringen, der stemmer på Alternative für Deutchland (AfD), men ikke i Eisenach og omegn, hvor Die Linke har flertal.

Formålet med turen var, gennem dialog med unge og ældre, at fornemme, hvordan folk opfatter genforeningen og hvilke sociale, økonomiske og politiske udfordringer de står overfor i dag.

Gruppen havde forberedt sig gennem læsning og diskussion af bøger og artikler om Tyskland efter genforeningen. Endvidere gennem 2 eksterne oplæg ved Per Øhrgaard, Professor CBS (1) om Tyskland efter genforeningen og resultatet af Treuhan agenturets arbejde i forbindelse vurdering og opkøb af østtyske virksomheder og (2) om Tyskland efter kanslervalget i 2021.

I samarbejde med en person fra byens lokale administration blev der udarbejdet et program, som omfattede:
• en rundvisning i Eisenach som fokuserede på byens historie.
• et besøg på en Grænsebro, hvor grænsebevogtningen fra DDR-tiden blev illustreret.
• et besøg på Rådhuset, hvor vi mødtes med en tidligere overborgmester og et byrådsmedlem, og hvor vi fik lejlighed til at diskutere de sociale og politiske forhold efter genforeningen sammenholdt med DDR-tiden.
• et besøg på Automobilmuseet, hvor Jessica (ph.d-studerende og ansat på Automobilmuseet) fortalte om arbejdernes historie og bilindustriens betydning for Eisenach.
• et besøg på Wartburg slottet, hvor Luther opholdt sig en kort overgang mens han oversatte det Nye Testamente.

Men frem for alt havde vi mange samtaler med vores guide Christoffer (31 år og leder af byens arkiver) og Jessica om, hvordan det er at være ung i det østlige Tyskland. 

Samlet set efterlader studieturen os med det indtryk, at de væsentligste problemer efter genforeningen er lave lønninger og større arbejdsløshed, specielt efter lukning af Wartburg Automobilfabrik i 1990. Fabrikken beskæftigede ca 10.000 arbejdere og den nyetablerede Opel samlefabrik opslugte kun 1.600 og nu lukker også den med årets udgang – dog ikke uden protest fra indbyggerne i Eisenach. Lønningerne er stadigt lavere i den østlige del, og en del yngre med akademisk baggrund vælger at flytte til den vestlige del, hvor de kan tjene mere. Til gengæld synes livet, specielt for børnefamilier at være mindre hektisk i den østlige del, hvor der er større muligheder for børnepasning og en ting alle, specielt den lidt ældre generation, påskønner er FRIHEDEN.

Medlemmer af gruppen har sendt en række postkort fra Eisenach, som kan læses her:

Postkort fra en tidligere grænsestation

Postkort fra besøg i Goldener Löwe

Postkort fra Automobilmuseet Wartburg

Artikel fra GS besøg på Rådhuset i Eisenach

Efter besøget i Eisenach tog en del af gruppen videre til Leipzig, hvor vi brugte en del tid på  Zeitgeschichtlichen Forum – DDR museum.